Aarhus Universitets segl

Samarbejde i verdensklasse

Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning (QGG) ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet har indgået en samarbejdsaftale om undervisning og forskning med Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab (IVH) ved Københavns Universitet, til gavn for de studerende ved begge universiteter og for det – i forvejen høje – kompetenceniveau på landsplan.

Foto: Søren Kjeldgaard (AU)

Forskere fra QGG har allerede undervist på flere forløb på IVH, og det er dette uformelle samarbejde, der nu gøres formelt med de to institutlederes underskrifter.

Samarbejdsaftalen er gældende fra efterårssemestret 2017 og omfatter udbud af indtil videre to kurser: Avl og reproduktionsstyring på bachelorniveau samt kurset Quantitative Genomics and Breeding på kandidatniveau. Samtidig får de studerende på IVH mulighed for at tage yderligere kurser, som QGG udbyder på Aarhus Universitet.

I en tid, hvor parallelle og konkurrerende kompetencer mellem universiteter ofte står i vejen for et frugtbart samarbejde, er samarbejdsaftalen et stort plus for begge parter. 

- Danmark har stærke og veletablerede universitetsmiljøer indenfor husdyrgenomforskning og husdyravl. Det at vi nu styrker samarbejdet mellem KU og AU inden for disse områder betyder, at de studerende får bedre undervisning, og at forskningen styrkes til gavn for både universiteterne og de relevante erhverv, siger kursusansvarlig ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet, professor Merete Fredholm, og tilføjer: Kurset har fået en god evaluering af de studerende. De er glade for blandingen af forelæsninger, øvelser og projektarbejde. Det eneste kritikpunkt er, at der kunne være en bedre koordinering mellem de tre moduler, som kurset er opbygget af, hvilket der naturligvis vil blive rettet op på.

Styrkelsen af det generelle kompetenceniveau på landsplan indenfor kvantitativ genetik og avl er også noget, lederen af Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning, professor Mogens Sandø Lund, lægger vægt på:

- Med aftalen tager vi ansvar for at uddanne unge kandidater i husdyravl og genetik, uanset hvilket universitet uddannelsen tilhører. Vi håber, det resulterer i dygtige kandidater, der vil arbejde videre med genetik enten på universiteterne eller i erhvervet. Desuden ser vi frem til et tættere samarbejde imellem den kvantitative genetik ved QGG og den mere molekylære tilgang på KU.

Også hos landbrugserhvervet er der stor tilfredshed med samarbejdsaftalen.

Morten Andersen Linnet, der er forskningspolitisk chef ved erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, siger i den forbindelse at

- det er rigtig positivt at universiteterne på denne måde sætter de bedste kompetencer i spil og gennem samarbejde opbygger nogle meget stærke forskningsmiljøer. Kvantitativ genetik og avl er et af de områder hvor vi har et forskningsmiljø af international klasse som gerne skal komme alle studerende inden for husdyr til gavn – hvad enten de studerer på AU eller KU.

Hos en af landbrugserhvervets stærkeste aktører indenfor området, VikingGenetics i Randers, der aftager kandidater fra de to universiteter, er der også stor tilfredshed med samarbejdsaftalen:

- VikingGenetics ønsker nu og fremover de bedste kandidater og Ph.d.er inden for kvantitativ genetik og husdyravl på uddannelses- og forskningsområdet, udtaler forsknings- og udviklingschef Søren Borchersen, og fortsætter: - Derfor er nationalt samarbejde mellem KU og AU, QGG en stor styrkelse af et forholdsvis lille og specialiseret område, og meget vigtig for VikingGenetics fortsatte udvikling og internationale konkurrenceevne inden for Gen- og Bioteknologi.

Ifølge den internationale rangliste Academic Ranking of World Universities, der udgives af den uafhængige organisation Shanghai Ranking Consultancy, ligger begge universiteter i verdensklassens top 10 indenfor jordbrugsforskning.

For yderligere information kontakt venligst