Vi er ved at runde interviewet af på Just Jensens kontor, da han pludselig udbryder:

’- Jeg skal lige sige, at en af de ting, som jeg synes, det er vigtigt at sige til de unge mennesker, der er heromkring. Jeg startede jo fra en anden baggrund end langt de fleste. Jeg har kun gået syv år i skole og har aldrig gået på dansk universitet eller lignende. Men selvom man starter lidt et andet sted, så kan det sagtens lade sig gøre at have en interessant forskerkarriere. Det gælder bare om at gribe de muligheder, der er. Det er det, jeg har gjort. Det, synes jeg, er en vigtig besked.’

Da Just var barn i 1950erne stod det ikke skrevet noget sted, at han skulle blive forsker og pioner inden for den kvantitative genetik og genomforskning. Som den eneste dreng i en søskendeflok på tre var det snarere planen, at han skulle overtage forældrenes husmandssted mellem Randers og Mariager, hvor han er født og opvokset. Men en skelsættende begivenhed ændrede alt.

’- Min far døde i 1960, da jeg var syv år gammel,’ fortæller Just. ’Efter det drev min mor landbruget videre i nogle år, forstået på den måde at min storesøster, ligesom mig, blev taget ud af skolen efter syvende klasse, og så kom hjem og var karl på gården. Dengang skulle man gå i skole i syv år, og så var jeg hjemme og var med til at passe gården i de følgende par år. Jeg har også en lillesøster, men der var ingen, der troede på, at hun ville gøre det samme som hendes ældre søskende. Så gården blev solgt, da jeg var omkring 16 år gammel.’

Er det også på det tidspunkt, at du startede på landbrugsuddannelsen?

’- Ja, jeg var 16, da jeg flyttede hjemmefra første gang, da jeg var på efterskole i et halvt år i nærheden af Aarhus. Dengang bestod landbrugsuddannelsen af, at man arbejdede på forskellige gårde rundt omkring. Og det gjorde jeg, fra jeg var 16 til jeg var 21-22 år. Jeg var soldat fra 1972 til 1973 tror jeg, det var. Derefter var jeg på Bygholm Landbrugsskole ret kort efter, at jeg havde været inde ved militæret. Jeg var på landbrugsskole i første omgang i knap et år’ fortæller Just.

Så din militærtjeneste kom ind i mellem?

’- Ja, der var simpelthen en pause på et år, hvor man sprang soldat. Dengang bestod landmandsuddannelsen af ni måneder, hvor man gik på en landbrugsskole. Og da jeg var færdig med det, så skulle alle dem, jeg gik på skole sammen med, hjem og købe et landbrug eller overtage forældrenes gård. Men vi havde ikke et landbrug længere, og jeg havde ingen penge, så det blev ikke til noget. Så jeg tog et år ekstra på Vejlby Landbrugsskole i Aarhus, og blev landbrugstekniker. Det var et år ovenpå landmandsuddannelsen,’ forklarer Just. ’- På Vejlby Landbrugsskole havde vi en lærer, Gregers Ørnsvig, som i høj grad startede min interesse for avl og genetik.’

I 1976 kom en mulighed til Just Jensen, som han greb. 

Ved Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, som senere kom til at hedde Statens Husdyrbrugsforsøg i København, manglede de en assistent, og forskerne der kendte nogle af lærerne på Vejlby Landbrugsskole. Just må have gjort sig bemærket på landbrugsskolen, for han var en af tre, der blev ansat som assistenter ved det daværende Landøkonomisk Forsøgslaboratorium.

Var det derfor, du valgte den vej i stedet for landbruget?

‘- Det var lidt held, tror jeg. Vi var tre, som blev ansat, de andre to var der ikke så længe. Efter et års tid fandt de ud af, at de ville noget andet. Men jeg blev hængende,’ siger Just.

Så du flytter fra Jylland til København?

‘- Ja. Jeg havde familie i Aarhus. Dengang boede vi i Viby. Så jeg flyttede først selv derover i nogle måneder og derefter flyttede resten af familien med. Vi boede i Brøndbyerne i København fra 1976 og så indtil 1982, hvor institutionen i Foulum blev bygget. Vi var faktisk fire medarbejdere, som var de første, som flyttede til Foulum og flyttede ind samtidig. Det inkluderede mig og Per Madsen, som også stadig er ansat i QGG. De to andre de er holdt op for længst,’ fortæller Just.

I 1986 opstod endnu en mulighed, som Just Jensen ikke var sen til at gribe. Igen fordi han havde gjort sig bemærket. Han blev inviteret til Michigan State University for at lave en ph.d.-afhandling.

Just fortæller:

‘- Altså forhistorien er, at jeg arbejdede i en lille forskergruppe, hvor jeg som assistent skulle hjælpe med at lave statistiske beregninger. Dengang havde man en assistent til at lave beregninger på computeren. Ovre på den anden side af gaden, oppe på 4. etage, der var en hullestue, hvor man lavede hulkort til computeren. Det gjorde jeg i nogle år, efter instruktion fra de forskere jeg arbejdede for. Så gik det efterhånden sådan, at det var mig, der kunne de statistiske metoder. Det var mig, der vidste, hvad de gjorde. Og generelt så vidste jeg nok mere om dem, end de forskere, som egentlig skulle bruge resultaterne. Så det gjorde, at min chef dengang, som hed Bernt Bech Andersen, fik mig ind på et internordisk kursus, som dengang kørte på skift i de nordiske lande med et kursus om året. Jeg deltog på sådan et kursus, der blev afholdt i Uppsala i Sverige. Underviseren der var Ivan Mao fra Michigan State University og han hørte en dernede bagved, der ikke helt kunne holde sin mund,’ griner Just. ‘-Men han inviterede mig over til Michigan State til at lave en ph.d. på baggrund af den erfaring jeg havde på det tidspunkt.‘

Så hele familien, Just, hans hustru og to døtre rejste til USA i tre år, og kom tilbage til Forskningscenter Foulum (AU Viborg) da ph.d.-afhandlingen var forsvaret.

Var en ph.d. også tre år dengang? 

‘- I USA er det lidt mere fleksibelt. Der begynder man, når man er optaget, og så slutter man, når man er færdig. Det kan variere ret meget. Men jeg fik finansiering fra Danmark [støttet af det Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd, /red.], så i Danmark var det tre år, så jeg gjorde det stort set til tiden,’ fortæller Just.

Senere i interviewet, da vi er ved at slutte, vender han tilbage til sin ph.d.-tid i USA og understreger endnu engang, at selv om man kommer fra relativt små kår, så kan det at gribe mulighederne, når de byder sig, gøre en verden til forskel: 

’- I USA kan man blive optaget på en ph.d.-uddannelse, selvom man ikke har en traditionel akademisk baggrund. Det ret svært herhjemme. Men i Michigan er det ikke noget problem. Man bliver vurderet på den man er. Og hvis man synes, man kan klare det, så bliver man optaget,’ fortæller Just og giver et eksempel: 

’- Deres argument, uden sammenligning i øvrigt, var, at hvis nu Einstein var kommet forbi, han havde også en utraditionel baggrund... Hvis han kommer og siger, at han gerne vil lave en ph.d., ville vi så sige nej? Nej, måske ville vi ikke det. Så derfor sagde de ja til mig. Sagde de dengang i hvert fald.’

Just fortæller videre, at det år, han blev færdig som ph.d., var der omkring 1000 andre, der blev færdige samme år, og han lå i den øverste 1 procent på den skala, som Michigan State brugte dengang.

Du sluttede i top-1?

‘- Ja,’ smiler Just.

Wow! Men tror du, det ville være hårdere i dag?

’- Det ville det sikkert. Nu har vi jo rigtig mange meget dygtige studerende. Men det amerikanske system, det er mere fleksibelt end det system vi har i Danmark’.

Ja, fordi de er rimeligt strikse her…

’- Ja, men en af de ting, jeg har taget med mig i min ledelseskarriere, som vi ikke har snakket så meget om, det har jo været at prøve at hjælpe der, hvor der er talenter, som skal hjælpes frem. Hvis man kan gøre noget af det her, så er det vigtigere at kigge på personen, end det er at kigge på papirerne. Og det har jeg forsøgt at gøre så meget som muligt. For at lære af min egen erfaring.’

Hvordan kan det være, at du så valgte genetik og genomforskning som forskningsområde? Var det helt fra start, eller var det sådan mere eller mindre held? 

‘- Altså allerede inden jeg tog til USA, så var det helt oplagt. Jeg var på det tidspunkt nærmest bidt af en gal forsker, som skulle finde ud af, hvordan genetikken virker. Det har i høj grad været en driver. Der var en nysgerrighed om, hvordan de her ting virkede. Opholdet i Michigan hjalp også meget på det, fordi jeg fik noget ekstra uddannelse og fik et stærkere fagligt grundlag at stå på,’ siger Just.

En af dem, der har oplevet Just Jensens nysgerrighed og spændvidde på nærmeste hold, er seniorforsker ved QGG, Per Madsen. De to har kørt parløb, siden Just blev ansat ved Statens Husdyrbrugsforsøg, hvor Per Madsen allerede havde været ansat i halvandet år [Per Madsen fejrede sit 50-års jubilæum i 2024 /red.] 

Per, du fortalte mig tidligere, at Just til en vis grad kan multitaske. Hvad ligger der i det? 

‘- Jamen, der ligger det i det, at vi havde besøg af Robin Thompson, som var professor i Edinburgh på det tidspunkt. Og det var ham, der i sin tid fandt ud af at lave det, der hedder Restricted Maximum Likelihood (REML) til Estimation af Varianskomponenter. Han var på besøg, men samtidig var Daniel Gianola fra Madison også på besøg,’ fortæller Per. 

‘- Robin Thompson er traditionelt statistikbaseret, mens Daniel Gianola er Bayesiansk statistiker. Det er to vidt forskellige måder at gribe tingene an på. Så mens de var på besøg samtidig, så var Just både involveret i at udvikle og implementere AI-REML, og så også programmere en Gibbs-sampler sammen med ”The Daniels”, altså Daniel Gianola og så Daniel Sorensen fra vores afdeling,’ forklarer Per. 

‘- Så det er derfor, jeg mener, han multitasker, fordi han halvdelen af dagen var sammen med Robin Thompson og mig og sad og udviklede og programmerede AI-REML. Og så den anden halvdel af tiden, der var han sammen med Daniel Gianola og Daniel Sorensen om at lave en Gibbs sampler.’

Var det metoder, som kom til at mødes på et tidspunkt, eller er det stadigvæk to forskellige måder?

‘- Jamen, det er to forskellige måder at angribe det samme problem på. I princippet, hvis man har data nok, så giver det meget lignende resultater, men det er to meget forskellige måder at komme til det på,’ uddyber Per. 

‘- Og når vi har været til kongresser rundt omkring, så har der altid været en diskussion mellem Robin Thompson og Daniel Gianola. Det har sådan set været meget sjovt at høre, fordi de er ikke enige. Og det vi lavede, det præsenterede vi jo ved verdenskongressen i Guelph i 1994. Men det har jo ledt til, at vi også senere har fået lavet en Gibbs sampler, så den også er i DMU-pakken. Det er sådan noget, Just lavede.’

‘- Men ellers så har Just jo altid haft en evne til at udspekulere meget komplekse modeller, som vi skulle kunne håndtere,’ fortsætter Per. 

‘- Og så har han altid kommet og sagt, at det må vi da kunne implementere. Og så har han fortalt mig lidt om, hvad det var, den model skulle kunne, og så har jeg prøvet at tilføje en ny facilitet i DMU-pakken. Det har dog ofte vist sig, at det er lidt mere kompliceret, end han sådan lige havde troet. Så derfor kunne det godt tage nogle dage, før den nye facilitet var tilføjet. Som sagt har han været rigtig god til at udvikle modeller, men han har ikke altid lige helt gennemtænkt, hvor kompliceret det egentlig var at få det lavet, når vi samtidig skulle kunne blive ved med at køre de gamle modeller,’ fortæller Per. ‘- Det kunne godt ske, at man kunne lave nogle krumspring ned gennem programmet, så man kunne lave den nye model, men så kunne den ikke lave nogle af de andre, som man altid skulle teste, at det nu ikke ødelagde noget af det vi kunne, og så få nye ting ind. Så han har genereret en del arbejde for mig,’ griner Per med et glimt i øjet.

I 1994 bød endnu en mulighed sig til for Just, da han blev forskningsleder ved Sektion for Husdyravl og Eksperimentel Genetik, Afdeling For Husdyravl og Genetik ved Danmarks JordbrugsForskning, som institutionen i Foulum hed dengang. I en rapport udarbejdet af et internationalt evalueringspanel blev det fremhævet, at gruppen, der udviklede sig fra en medarbejderstab på 9 videnskabelige medarbejdere inklusive 3 ph.d.-studerende i 1995 til 20 videnskabelige medarbejdere inklusive 7 ph.d.-studerende på evalueringstidspunktet, var en ’velfungerende gruppe med et højt fagligt niveau’ under Just Jensens ledelse. 

Årene som forskningsleder ved Afdeling for Husdyravl og Genetik og medlem af afdelingens ledelsesgruppe gav Just værdifuld erfaring i samarbejde, organisation og mødeledelse, som han supplerede med kurser i projektledelse, organisation, personlig udvikling, ledelse og lederudvikling. 

Efter et forskningsophold ved University of Wisconsin, Madison (USA) og University of Guelph, Ontario (Canada) i 2000-2001, dukkede endnu en karriereudviklingsmulighed op. Stillingen som forskningschef ved Afdeling For Husdyravl og Genetik blev slået op, og Just søgte, og fik, stillingen, som han bestred fra 2002 til 2005, i øvrigt som efterfølger for sin tidligere chef, Bernt Bech Andersen.

I 2005 tog Just endnu et trin op ad karrierestigen, da han tiltrådte som administrerende direktør for det, der dengang hed Danmarks JordbrugsForskning (som i en senere omstrukturering kom til at hedde Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet).

Og den tiltrædelse var faktisk årsagen til hele historien om busten af N.J. Fjord, fortæller Per Madsen: 

’- Just tog afdelingssekretær Jette Laursen med op på direktionsgangen, og Jette Laursen mente, at hun havde ejendomsret over N.J. Fjord statuen. Det var vi så nogle stykker, som ikke var helt enige i,’ siger Per spøgefuldt.

Historien om N.J. Fjord kan du læse her.

I 2007-2011 var Just Jensen dekan ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, efter fusionen mellem Danmarks JordbrugsForskning og Aarhus Universitet. 

Just skriver i sit CV, at hans lange liste over ansættelser for en stor dels vedkommende har været indenfor for forskningsledelse og har givet ham en betydelig ledelseserfaring. ’- For mig har ledelse altid været baseret på dialog som et grundlag for en moderne ledelsesstil. Et vigtigt element heri har altid været en solid opbakning til såvel internt som eksternt samarbejde,’ skriver han videre.

Hvad vil du sige kendetegner din karriere? Er det forskningsledelse?

’- Der er to kendetegn. Det første er nysgerrighed, som jeg var inde på før. Det andet det er, at hvis man kigger på de stillingsbetegnelser, jeg har haft, så har jeg haft mere end 10 forskellige stillingsbetegnelser. Og de har aldrig varet særlig længe. Normalt har jeg haft en stilling i 3-6-7 år, og så er jeg gået videre til noget andet. Jeg har oplevet forandringer med jævne mellemrum. Mit nuværende professorat har jeg haft i godt ti år, så det er den stilling jeg har haft i længst tid.’

Så det er ikke så meget forskningsledelse, der kendetegner dig. Det er mere nysgerrighed?

’- Nej, det er en blanding,’ siger Just, og fortsætter i samme åndedrag: 

’- fordi i og med, at jeg havde den her lange ledelseserfaring som forskningschef, direktør og dekan, så lige i starten, da jeg kom tilbage til forskningen, udførte jeg selv alle opgaver. Men ret hurtigt fik jeg en gruppe på 10-12 mennesker, ca. 5 ph.d.-studerende og 5 postdocs, som udførte selve forskningen. Når man skal vejlede så mange, så laver man ingenting selv, fordi så bruger man al sin tid på at understøtte dem, snakke med dem, samt administrere og lede de projekter som de er en del af. Så det er en kombination af ledelse og faglighed i en gruppe af kolleger og en portefølje af projekter. Men det gode ved at have 10 gode kolleger, som arbejder på hver deres projekt, det er jo, at jeg lærer 10 gange så meget som de gør, fordi jeg er nødt til at forstå alt det, de gør. Så det er en meget hurtigere måde at lære nyt på. Og det tiltaler min medfødte dovenskab, at jeg ikke skal gøre alting selv,’ griner Just. ’- og at sikre fortsat finansiering til en sådan forskergruppe er også en ret betydelig arbejdsopgave.’

‘- Just har jo været vejleder for ufattelig mange, både master- og ph.d.-studerende samt postdocs,’ fortæller Per Madsen, ‘- og han har været med i mange arbejdsgrupper, hvor han har siddet og støbt kuglerne, og så fået delt noget arbejde ud til nogle andre. Det har han været god til. Og han har også været god til, når de så kommer med udkast til et paper eller sådan noget, så virkelig gå det igennem. “Det der, det er ikke klart nok, det er da ikke helt sådan, det er gjort”. Han har været rigtig god til at give kommentarer til papers og rapporter og få dem strømlinet, så de kan publiceres.’

En anden kollega, der har sat stor pris på Just som kollega og supervisor, er Xiangyu Guo, der i 2016 forsvarede sin ph.d.-afhandling, der blev udført ved Center for Kvantitativ Genetik og Genomstudier (senere QGG) under Institut for Molekylær Biologi og Genetik i et samarbejde med China Agricultural University.  

’- Selvom det er 11 år siden,’ erindrer hun, ‘- kan jeg stadig meget tydeligt huske den fredag morgen, hvor vi fik morgenbrød. Jeg nævnte for Just, at jeg var ved at færdiggøre min ph.d.-afhandling og spurgte ham lidt henkastet, om der måske var en mulighed for en postdoc stilling,’ fortæller hun og fortsætter: 

’- Jeg havde ærlig talt forventet et kort eller høfligt svar, men til min store overraskelse tog Just mit spørgsmål alvorligt og nævnte flere projekter, som jeg potentielt kunne blive involveret i. Og ikke længe derefter fik jeg mulighed for at arbejde sammen med Just i en postdoc stilling.’

‘- Fordi jeg skulle omstille mig fra dyreavl til planteavl, var der en hel del, jeg skulle lære, men Just var altid tålmodig og utrættelig og forklarede tingene, mens han fyldte whiteboardet i sit kontor med tekst og tegninger for at hjælpe mig med at forstå og løse et givent problem,’ fortæller Xiangyu.

Gennem alle deres snakke oplevede Xiangyu også Justs passion for forskningen, og ofte, selvom hans kalender var fuld af møder, havde han tid til at tale med hende om livet og hvordan hun havde det.

‘- Jeg følte virkelig, at Just ikke bare så mig som en postdoc, men at han også lærte mig, hvordan jeg skulle skabe min fremtidige karriere. For mig var han ikke bare en supervisor, han var mere en faderfigur,’ slutter Xiangyu.

Just har omkring 430 publikationer stående på CV’et fra 1980 og frem til i dag, og der kommer jævnligt flere til. Listen vidner om et omfattende samarbejde med danske og internationale forskere i stort set alle kroge af hans forskningsområde.

Efter 5 år på posten som dekan vendte Just tilbage til forskningen i 2011, og i den forbindelse blev han udnævnt til professor.

Hvordan kan det være, at du så gik plantevejen?

’- Dengang jeg holdt op som dekan, så fik jeg for det første, fra rektor, en bevilling på 10 mio. kr. til at genstarte min forskning. Så der var ligesom et frirum til at starte noget nyt. Noget af det første, der så skete, var, at jeg blev kontaktet af nogle planteavlsfirmaer, som havde hørt om nogle nye teknologier, som vi indtil da havde brugt i husdyrverdenen, men som de kunne se et potentiale i også at bruge på planteområdet. Problemet på planteområdet var, at man der havde fokuseret rigtig meget på molekylær genetik, altså enkeltgener, hvorimod vi kigger på alle gener samtidig ved hjælp af matematiske modeller. Og min fordom er lidt, at det der med at kigge på enkeltgener stort set ikke virker for mange vigtige egenskaber, hvorimod at bruge de matematiske modeller og kigge på alting samtidig, dét virker bedre,’ forklarer Just.

’- Og det var det, vi demonstrerede, først på græsser og så siden på andre arter. Vi har efter tur lavet projekter på alle de vigtigste danske plantearter og vist, at metoden sikrer et mere effektivt avlsprogram end de klassiske metoder. Og grunden til, at vi blev spurgt, det var, at vi havde kompetencerne til at bruge den type af matematik og modeller. Men hele planteverdenen havde fokuseret primært på molekylær genetik. Og de var rigtig, rigtig dygtige molekylærgenetikere, men generelt dårlige til kvantitativ genetik, altså den generelle modelorienterede genetik, som vi primært bruger. Og de få, der var tilbage, der kunne den teknik, var enten gået på pension eller døde. Så derfor blev vi spurgt, om vi ville gå ind i et projekt i den retning. Så vi startede først på græsser, og siden har det så udviklet sig til, at vi fik lavet en hel gruppe, som var mellem 10 og 15 mennesker, som arbejdede med det emne i planter. I starten var det i Foulum, men senere er vi flyttet til Campus i Aarhus og arbejder nu sammen med plantegenetikere fra Flakkebjerg,’ uddyber han.

Så nu er det 15 år siden, og så har det udviklet sig til en hjørnesten i QGG?

’- Ja, men den har en meget større faglig bredde nu. I starten, hvor vi var i Foulum, der var vi ikke som sådan en plantegruppe, vi var mere en del af kvantitativ genetik, og så samarbejdede vi med forskellige planteforskere og planteforædlingsvirksomheder. Nu har vi et tæt samarbejde med planteforskningen som til dels er på Forskningscenter Flakkebjerg. Fremover vil vi uden tvivl se et meget tættere samarbejde mellem den kvantitative, altså matematiske, og den molekylære genetik,’ siger han.

Hvis du selv skal sætte ord på, hvad der har været dit største bidrag til forskningsområdet, hvad har det så været?

‘- Det har helt oplagt været nogle bidrag, vi især lavede via min ph.d. omkring matematiske metoder til at undersøge genetisk variation. Metoder, som stadigvæk bliver brugt rigtig meget. Og det andet store bidrag, det har været at få flyttet den moderne kvantitative genetik ind i planteverdenen. Det er de to steder, hvor jeg har bidraget mest,’ siger han.

’- Det første, det var meget matematisk og meget direkte science-orienteret. Det andet, med flytningen af et vidensområde, kræver selvfølgelig en solid forskningsbaggrund, men i høj grad også en ledelsesbaggrund, for at kunne bidrage til vidensflytning sammen med forskerkolleger og samarbejde med medarbejdere i kommercielle virksomheder.’

Hvis vi skal snakke lidt om mennesket bag forskeren, så har du fortalt mig, at du er vokset op på landet og I havde et husmandssted. Og du har også fortalt, at du er gift, og du har to piger. Hvad laver du i din fritid?

'- Det er delt i to, forstået på den måde at før, specielt den periode, hvor jeg var forskningschef, direktør og dekan osv., der havde jeg ikke megen fritid, men jeg holdt da ferie en gang imellem. Jeg havde et fast princip med at møde på arbejde kl. 8 hver dag, og så køre hjem til nogenlunde normal tid for at holde en eftermiddagspause. Derefter arbejdede jeg de fleste dage til klokken ni, men ikke længere. Det vil sige, at jeg brugte rimelig meget tid, for det er jo ikke noget, der kommer af sig selv. Og derfor var fritid et relativt sjældent begreb. Og de her ting, gjaldt for stort set hver dag i ugen. Så der er ingen tvivl om, at på grund af tidsforbruget har min timeløn blandt andet har været alt for lav,’ griner Just.

 Også i weekenden?

‘- Ja. Selvfølgelig har der været fritid imellem, men der er ingen tvivl om, at der er trukket store veksler på familiens tålmodighed. Derfor har det været en vigtig ting for mig, da jeg så begyndte at trappe ned i tid, som jeg gjorde for fire år siden, at skabe mere tid til andre interesser. Og den tid bruger jeg blandt andet på at være biavler. Så jeg bruger tid på at passe mine bier selvfølgelig, og jeg er aktiv i den lokale biavlerforening. Jeg er i bestyrelsen for vores lokale kultur- og idrætscenter, og jeg er aktiv i en forening, der bidrager til bedre naturadgang og andre ting, som naturrenovering og naturgenopretning. Og så er min kone og jeg begyndt at bruge meget tid på vandreture også, både i Danmark og internationalt. Generelt er vi er meget naturorienterede,’ fortæller Just.

Hvor vandrer I henne?

‘-Min kone har altid været meget optaget af at rejse og vandre, så vi har også været på vandrerejser i for eksempel Australien, Sydafrika, Kilimanjaro, Korea, Kina, Peru, Brasilien, Costa Rica, Canada og mange andre steder. Men nu her er det mest i Danmark, og så tager vi hvert år et par ture lidt længere væk, typisk til Spanien, eller Sydeuropa i hvert fald. I dagligdagen er vi typisk ude på kortere ture et par gange hver uge.’ 

Fortæl om dine bier. Hvor mange bistader har du?

‘- Lige nu har jeg syv bistader, som er cirka dobbelt så mange som jeg gerne vil have. Egentlig vil jeg gerne have tre eller fire, men de yngler jo, så de har det med at formere sig lidt. Jeg været heldig at få dem til at overleve. Der plejer altid at være andre biavlere, som har for få bier om foråret, da det generelt er i vinterperioden, der kan være en vis dødelighed. Hvis der er nogen biavlere som mangler bifamilier, så får eller køber de nogen af mig.’

Slynger du selv din honning? Hvor mange glas får I?

‘- Det varierer meget, fordi hvis jeg sælger en bifamilie, så bliver der jo ikke så mange glas ud af det. Men sidste år, der lavede vi, jeg kan ikke huske det præcist, det er omkring 200 kg, så det er ca. 450 glas. Noget af det sælger jeg, noget af det forærer jeg væk som værtindegaver eller lignende, og jeg har også en bod stående ude ved vejen. Endelig har jeg et samarbejde med et par gårdbutikker, som sælger min honning.’

‘- Jeg synes, det er sjovt at passe bierne og så slynge honningen,’ fortsætter han. ‘- Men resten af det med at putte det på glas og skal ud for at få det markedsført, det synes jeg ikke er så sjovt. Så hvis jeg skulle have flere bier, så skulle jeg gerne gøre mere ved det. Men jeg synes faktisk det er sjovere at lave lidt ekstra bistader og ekstra bifamilier.’

Da jeg spørger Per Madsen, om der er nogle historier og anekdoter at fortælle om Just fra deres 50-årige samarbejde, tøver han en smule. 

Men når han kalder dig en ”grumpy old man”, så kalder du ham det samme?

‘- Ja. Det er rigtigt,’ griner Per. 

‘- Dengang min datter lavede sin master i Foulum, der havde hun hørt, at der var mange, der syntes, at der sad sådan to ”grumpy old men” i afdelingen, som de ikke turde komme til. Og det kunne hun ikke forstå, fordi som 1½-årig sad hun på skødet af Just. Det var dengang, vi lavede det der AI-REML, der var de ude at spise ved os om aftenen. Så de der ”grumpy old men”, dem var hun ikke så bange for. Fordi som hun sagde, “jeg sad på skødet af Just da jeg var 1½ år, og den anden, det er min far”. Så derfor, men det er åbenbart nogen der har ment, at vi kunne godt være lidt svære at komme til.’

Da jeg for halvandet år siden talte med Just i forbindelse med Pers 50-års jubilæum, fik jeg historien om Per, der efter en festlig konferencemiddag i Armidale (Australien) missede flyet til Sydney og videre til Auckland (New Zealand), hvor han og Just skulle til den næste konference. 

Det viser sig, at Just har lavet omtrent det samme nummer.

Per fortæller: ‘- Sammen med Gert Aamand fra NAV/SEGES skulle vi til et afskedsseminar for Esa Mäntysaari i Jokioinen, Finland. Just have fundet en fin forbindelse fra Århus Lufthavn via Arlanda til Helsinki. Da der blev annonceret at gaten var åben, havde vi endnu ikke set Just, men vi gik ombord i flyet. Da vi lettede, havde vi ikke set Just, og da vi mellemlandede i Arlanda, fik jeg en sms, hvor Just forklarede, at han havde siddet og ventet i lufthavnen, hvor det var tydeligt markeret, at der ikke bliver kaldt til gaten. Just kom først til gaten, da den var lukket. Og så havde vi jo lidt problemer, fordi der var lejet en bil i Helsinki. Vi skulle køre op til LUKE i Jokioinen, deroppe i Finland. Og bilen var lejet i Justs navn. Den kunne ikke bare overføres til mig, så jeg måtte leje en bil forfra. Jeg ved ikke, om han kom til at betale for den bil, det har jeg aldrig fået opklaret.’

Så Just har lavet det samme nummer som du lavede i Armidale?

‘- Ja,’ griner Per. ‘- Men jeg kom frem i sidste ende, det gjorde Just ikke.’