2 sider. Så meget – eller lidt – fylder Per Madsens CV efter 50 år. Men det er bestemt ikke, fordi han har ligget på den lade side. Det er måske snarere et udtryk for beskedenhed, for dykker man ned i de enkelte punkter, er det et halvt århundredes arbejdsliv, der udfolder sig. Og bag linket til hans publikationsliste gemmer der sig knap 300 publikationer.

Jeg mødte Per Madsen på hans kontor oppe under taget i bygning 1134 på Campus Aarhus, hvor QGG nu har til huse, til en snak om de 50 år, der i hans egen optik lige pludselig er gået. Og så er der også noget med en kidnapning af N. J. Fjord og en politirazzia, jeg lige skal have opklaret.

Du er uddannet landmand. Hvad fik dig til at gå forskervejen?

‘- Jeg forlod folkeskolen efter 7. klasse, ’ fortæller Per. ‘- Jeg var så træt af at gå i skole, så jeg skulle være landmand, og mine forældre havde en gård lidt uden for Horsens, som jeg regnede med, at jeg skulle overtage. De havde en malkekvægbesætning der. Men så fik jeg problemer med ryggen, og det vil sige, at jeg i en periode ikke kunne køre traktor. Så jeg indså, at det var nok ikke landmand, jeg skulle være. Så jeg besluttede, at jeg ville have en landbrugsteknikeruddannelse.’

For at blive landbrugstekniker krævede det, at Per Madsen tog på landbrugsskole. Han kom ind på Malling Landbrugsskole, og mens han var der, foreslog en af hans lærere ham at søge ind på Landbohøjskolen (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, i daglig tale KVL) i København. Malling Landbrugsskole havde et forberedelseskursus til optagelsesprøven på Landbohøjskolen, som Per kom på, og den følgende sommer gik han til optagelsesprøven og kom ind.

Var det så på det niveau, vi i dag kalder bachelor, du kom ind?

‘- Nej, det var en fireårig kandidateksamen dengang. Og det gik så rigtig godt. Det gik sådan, at jeg fik det, man i dag vil kalde et scholarship til at læse en ph.d. Dengang hed det en licentiatuddannelse, og den startede jeg så på 1. september 1974, umiddelbart efter, at jeg var blevet cand.agro.,’ fortæller han.

Så grunden til, at du gik forskervejen, var det så, fordi du fik smag for det?

‘- Det var fordi, jeg fik smag for det, og jeg syntes, det var interessant. Dengang jeg startede på Landbohøjskolen, der troede jeg, at jeg skulle ud at være kvægbrugskonsulent, altså rådgiver for landmænd. Men så var der jo mange spændende ting, man fik fat i. Og i det sidste år på Landbohøjskolen, der specialiserede man sig så i, hvad man ville arbejde indenfor, og der fik jeg meget interesse i kvægavl. Og det var så min indgang til det, jeg har lavet siden. Jeg lavede nogle analyser der, og det var spændende,’ husker Per Madsen. ‘- Og det var så det, jeg også gjorde i mit ph.d.-arbejde, hvor jeg arbejdede med kvægdata og analyserede dem. Og så er det bare gået slag i slag siden.’

Du har taget hele den teknologiske udvikling med, fra nærmest ingen teknologiske hjælpemidler i 70'erne til i dag, hvor vi har højhastighedscomputere som QGGs cluster og kunstig intelligens. Hvordan favner man det?

‘- Prøv at se derovre,’ siger Per, og peger på en hylde bag mig. ‘- Der står en hulkortmaskine. Den blev brugt til at indberette data på.’

‘- Jeg har ikke selv brugt den der,’ fortæller Per. ‘- Men det blev brugt dengang, jeg blev færdig med min ph.d.-grad. Der blev jeg ansat ved det, der hed Statens Husdyrbrugsforsøg, i afdelingen for forsøg med kvæg og får. Statens Husdyrbrugsforsøg var dengang placeret på Rolighedsvej som nabo til KVL. Det var det, der siden flyttede til Foulum. Da jeg startede på Statens Husdyrbrugsforsøg, kørte jeg et projekt med at undersøge, om det var genetiske betingelser, der gjorde, at køer fik yverbetændelse. Projektet omfattede 67 besætninger med omfattende dataregistreringer, som resulterede i op til et par tusinde hulkort om ugen. Så jeg har lavet databehandling helt fra grunden af, oprindeligt.’

‘- Og al programmering foregik jo på en rigtig hulkortmaskine,’ fortsætter Per. ‘- Ikke sådan en der,’ siger han og peger på hylden, ‘- den kunne jo kun give numeriske data. Men al vores programmering foregik jo sådan, at man skrev programmet på papir, så gik man over til hulkortmaskinen og overførte koden til hulkort, som så kunne læses ind i hulkortlæseren Sommetider skete det, at et hulkort satte sig fast i hulkortlæseren. Så skulle man så finde ud af, hvilket hulkort der havde sat sig fast og hvorfor…’

Hvornår overgik I så til computerterminaler?

‘- Ja, det gjorde vi jo i...’ Per tænker lidt og fortsætter så: ‘- Vi begyndte i 1979, der begyndte vi at have terminaler, der kunne bruges til noget. Men stadigvæk var det til at begynde med over et akustisk modem, hvor man så ringede op, og det kørte også langsomt i forhold til i dag, men det var jo et kæmpe fremskridt,’ siger Per.

‘- Men så var problemet, at det kørte over telefonerne vi havde på kontorerne på Rolighedsvej. De kørte jo over et omstillingsbord. Så ofte, når der kom en indgående samtale, så kunne omstillingsdamen godt lige pludselig begynde at råbe i telefonen, og det virkede ikke så godt,’ griner Per. ‘- Så der måtte vi forklare, at når vi brugte de telefoner der, så skulle de ikke ringe til dem, så skulle de finde en anden telefon at ringe til.’

Men sad I så og programmerede?

‘- Vi programmerede og analyserede data. Jeg havde en computer, en Texas, med et akustisk modem på, sådan at du skulle tage telefonrøret og så lægge det ned i sådan to kopper, og så kørte det med 130 bit per sekund, og det er altså afsindigt langsomt.’

I slut-70'erne havde de én computer på Landbohøjskolen med 640kb hukommelse, med nogle diskstationer, som var halvanden gang størrelsen af en vaskemaskine, og hvor der kunne være 30 megabyte på hver disk. Dengang foregik disklæsningen og –skrivningen med en mekanisk arm, der kørte ind og ud på diskene. Hvis disken blev sat på overarbejde, fortæller Per grinende, så kunne den fysisk begynde at flytte sig.

I 1983 blev Statens Husdyrbrugsforsøg flyttet til Foulum, men der var ingen netforbindelse til noget som helst, og slet ikke til NEUCC (Northern European University Computing Centre) på DTU i Lyngby, som de havde brugt nogle år.

‘- Just Jensen [i dag professor ved QGG /red.] og jeg var de første, der flyttede ind. Vi gjorde selv kontorerne rene for byggestøv, og der var faktisk en periode, hvor Just og jeg kørte til Landbrugets Rådgivningscenter i Viby, det der ligger i Skejby nu, og havde kontorplads der i tre måneder,’ siger Per.

Så det har været en lettelse, da det blev muligt at arbejde i netværk?

‘- Ja, jeg var jo med til det første cluster, vi havde i Foulum. Jeg sad i mange år i vores EDB-udvalg, hvor vi besluttede at bygge clusteret. I første omgang et lille cluster, som stod under et laboratorium ovre i en af bygningerne, men så blev det hele flyttet over i det gamle staldkontor i bygning 31, hed det vist.’

Og i dag har vi så QGG-clusteret, som du også har været med til at bygge op?

‘- Ja, fordi det cluster, vi havde i Foulum, det blev jo flyttet herned til Campus Aarhus sidste år, hvor vi er nu, og det er Tami [IT-administrator ved QGG /red.], der varetager det. Jeg er ikke involveret i det mere, men jeg har været, og det var rimelig sjovt at være med til at bygge sådan noget op.’

Du er en af hovedmændene bag DMU softwarepakken, som I startede på i slutningen af firserne?

‘- Ja, det var Just Jensen, han har næsten den samme historie som mig. Han har ikke læst på Landbohøjskolen, han har en landbrugsteknikeruddannelse og blev ansat som landbrugstekniker i vores gruppe, hvor han begyndte at analysere data. Så blev han sendt på et kursus i Sverige, hvor der var en professor fra Michigan, der underviste, og han sagde, at Just skulle derover og lave en ph.d. Så Just tog derover og lavede sin ph.d., og det var der, han begyndte at lave de første stumper af vores DMU-pakke, fordi han skulle lave nogle analyser, hvor der ikke var noget software, der kunne gøre arbejdet. Så det var ham, der begyndte på det, og så har jeg efterhånden overtaget det hele, og efter jeg er gået på nedsat tid, der bruger jeg stort set kun min tid på DMU, både på at lave den lidt bedre, men også på at hjælpe folk med at bruge den.’

Når man spørger Just Jensen om DMU-softwaren, så svarer han sådan her:

’- Som kollega synes jeg, at det er fantastisk, at vi har haft en person som Per i så lang tid, og som har kunnet videreføre nogle af de ting, vi startede. Og for mig personligt har Per de sidste mange, mange år arbejdet med DMU, som jo egentlig var noget, jeg startede med under min ph.d., men som han så overtog og bragte videre og sørgede for, at det blev udbredt. Hvis ikke at det havde været for Per, så ville det aldrig have fået den udbredelse, det har fået, og være blevet brugt så meget i afdelingen. Det var mig, der skulle have vedligeholdt det, men jeg har ikke haft den tid, som han har dedikeret til det.’

Så det har været en af de helt store milepæle, at I flyttede fra København til Foulum?

‘- Det var jo sådan en gradvis udflytning, fordi vores gruppe, genetikgruppen inden for kvæg, var nogle af de første, der flyttede over. Vi flyttede 1. april [1983], var det vist...?’ erindrer Per. ‘- Men det betød jo også, at man flyttede familien, ikke også? Vi havde lige fået vores ældste søn, og han nåede ikke at blive et år på Sjælland. Han kom herover og havde sin første fødselsdag tre uger efter.’

Har I boet i Hammershøj lige siden?

‘- Ja, vi købte et lille landbrug, et af de sidste statshusmandsbrug, der blev lavet. Ejendommen er bygget i 1953, og der er 10 hektar jord til den. Der er 2,5 hektar eng på den anden side af Hammershøj, og så har vi resten hjemme omkring. Dengang den blev bygget, var stalden indrettet med plads til 12 køer med opdræt, lidt grise og et par heste. Det kunne en familie leve af i 1953. Det kan man ikke i dag,’ ler Per.

Du har været gæsteunderviser i Zimbabwe i 1991 og 1992. Hvad underviste du i?

‘- Det var i genetik, primært i det, der hedder selektionsindeksteori. Det er det, der ligger til grund for, at når man vil lave et avlsprogram, og avlsmålet indeholder flere egenskaber, så skal man jo have bestemt det overordnede mål, altså hvad er det, vi vil avle efter, og det gør man ved at bruge de sammenhænge, der er mellem egenskaber, og egenskabernes økonomiske værdi. Resultatet er en total avlsværdi, som er en sammenvejning af individets genetiske potentiale for alle de egenskaber, man nu vil forbedre. Det var primært det, jeg var nede og undervise i,’ forklarer Per.

Hvis du selv skal sætte ord på, hvad der har været dit største bidrag til forskningsområdet, hvad har det så været?

Per tøver lidt, inden han svarer: ‘- Det har været implementering af det, der hedder AI-REML, altså Average Information REML. Der havde vi et bidrag til verdenskongressen i 1994 i Guelph. Det er sådan set det første sted, den metode blev præsenteret i en udgave, som kan analysere flere egenskaber på én gang. Desværre gik der så lidt tid, inden vi fik et paper ud, og det er lidt en skam, fordi vi skulle have haft det paper færdigt noget før. Vi havde kun et kongresbidrag. Men det er tit blevet refereret, det bidrag der,’ fortæller Per og fortsætter:

‘- Også det vi lavede, da vi skiftede over til at køre testdagsmodellen for ydelse på kvæg. Vi var i gang med at lave det på dansk kvæg i 1996-97 må det have været. Men undervejs med det projekt, så blev der lavet et samarbejde mellem i første omgang Sverige, Finland og Norge om, at vi skulle have en fælles beregning af avlsværdier for alle lande. Norge sprang så fra, inden det blev færdigt, men det arbejde, der var med at få lavet en model til at køre på tværs af lande, det er også noget, jeg har bidraget med.’

Mangeårige kolleger lægger dog ikke fingrene imellem, når de skal beskrive Pers bidrag til forskningsområdet gennem et langt arbejdsliv:

Ifølge adjungeret lektor ved QGG, Jan Lassen, der har arbejdet sammen med Per siden starten af årtusindskiftet, så har Pers bidrag til forskningen især været indenfor estimering af varianskomponenter.

’- Der har han været en af pionererne på verdensplan. Sammen med kollegaer, selvfølgelig, i at få det til at virke. Fordi en ting er at have nogle store flotte modeller for, hvordan man skal lave nogle ting. Og det er jo endnu mere centralt i dag, end det var for 30 år siden. Men at få tingene til at virke, og så få dem til at give nogle resultater i en fart på nogle voldsomt store datasæt, som har den her genetiske struktur bag sig. Der er der ikke ret mange på verdensplan, der kan måle sig med Per Madsen. Der er rigtig mange og rigtig dygtige programmører, som har lavet noget program til at æde data, som vi kalder det. Så er de kommet ind til Per, og så har Per siddet med det i relativt kort tid. Og så har han jo forbedret effektiviteten af den programmering 10-fold eller 100-fold nogle gange,’ fortæller Jan Lassen og fortsætter:

’- Der har han et helt unikt skillset til at forstå, hvordan man nemmest æder utrolig meget data og får det igennem en computer.’

Er det fordi han kan se begge sider af sagen, både programmeringen og forståelsen for landbrug?

’- Ja, også det... Men både programmeringsdelen og den videnskabelige del, som ligger bag de statistiske modeller. Der er han også enormt stærk. Men så har han jo også den biologiske forståelse for, hvad det er for nogle problemstillinger, han egentlig skal løse. Han er med på, at når vi samler det her datasæt ind, så skal det samles ind på den her måde, fordi den biologiske sammenhæng, vi vil undersøge med det her, den kræver, at data er samlet ind på den her måde. Fordi ellers så kan vi ikke lave den her beregning, vi vil lave. Den forståelse har han også.’

Just Jensen supplerer:

’- Altså han var jo i høj grad den, som var rigtig god til at lave programmer, og rigtig god til at få programmerne til at virke, og få computerne til at virke. Og derfor har det i høj grad været det, som han kunne. Og det var der rigtig mange, der havde brug for, så der var også rigtig mange, som gerne ville samarbejde med Per. Hvis du læser hans CV, så vil du også se, at han skrev jo ikke så meget selv, men han er 2. forfatter allevegne, og det er han, fordi han er en uhyre hjælpsom person, som gerne ville bidrage til andres projekter, så han kunne fokusere på at lave de metoder, der skulle til for at få det til at virke, og som hjælper andre med at lave selve analyserne på deres egne data.’

’- Per har været i front med at sige, at når der kom ny teknologisk udvikling, ny måde at bruge computeren på, så har han være foregangsmand i at gøre det. Og de forbedringer, vi har set i den måde, vi kan lave beregninger på, det kommer dels af, at computerne er blevet bedre, men det kommer også i høj grad af, at de algoritmer, vi har brugt, er blevet bedre,’ slutter Just.

’-Hvis man har et håndværksmæssigt spørgsmål, så er det Per, man skal spørge!’ Det var automatreaktionen, da jeg en dag spurgte en kollega på gangen, hvad han ville fremhæve ved Per.

Ifølge Jan Lassen kunne Per lige så godt være blevet håndværker, hvis han ikke var blevet forsker. Da Per og familien flyttede til gården i Hammershøj i 1983, gennemrenoverede Per selv stuehuset og de tilhørende bygninger og lavede en gildesal med plads til 40 personer, komplet med bar og fadølsanlæg.

’- Du kan altid gå til Per, og du får ikke et råd ved Per, du får faktisk en løsning. Du kan være sikker på, at det som Per siger, det har han fuldstændig styr på. Og når du går hjem og gør det, hvis du gør det som han har sagt det, så virker det. Og det kan han inden for utrolig mange discipliner. Og han er også sådan af hjertet meget hjælpsom. Han vil gerne hjælpe, så en ting er, at han ved noget, men han deler rigtig gerne deler ud af den viden,’ fortæller Jan.

Et af Pers seneste projekter på privatmatriklen er en terrasse midt på den store plæne ved stuehuset, med flisebelægning, halvtag og indrammet med højbede. Terrassen blev døbt ’farmors legehus’, da et 4-årigt barnebarn højlydt meddelte Per: ”Farfar, det er godt, du har bygget et legehus til farmor, så kan hun sidde der og skumme af!”

Per siger, at han ikke ved, hvor knægten har fået den ide fra…

Per klukker lidt i skægget, da jeg spørger ham, hvad han laver i sin fritid.

’- Altså, jeg har jo mit landbrug, som jeg passer. Men så brygger jeg også øl. Den gang jeg blev 70, der sagde jeg til min kone, at når jeg blev 70, så ville jeg enten til at lære at spille violin, eller også ville jeg til at brygge mit eget øl. Så hun købte et bryggeanlæg til mig, fordi hun ville ikke risikere violinen. Eller også var det fordi, vi jo ikke har råd til at købe en Stradivarius til mig,’ griner han.

’- Så sent som i går fik jeg høstet mit korn. Så sendte jeg et par flasker øl med ham, der høstede for mig, hjem. Godt en time efter han var kørt hjem skrev han, at det var en rigtig god øl!’

Er det en mørk øl, du laver?

’- Det var en belgisk dubbel klon. Rigtig god øl. Men altså, jeg har lavet mange forskellige slags. Jeg har brygget 47 indtil nu, og jeg vil sige, at det er vel tre af dem, som ikke er lykkedes, eller i hvert fald ikke blev, som vi kunne lide. Men ellers er det gået rimelig godt. Og jeg har haft stor succes med de belgiske. Og det sjove er at… ja, jeg når det så ikke inden 50-års jubilæet, men jeg skal snart brygge mit bryg nummer 50.’

Hvor mange flasker er det så?

’- Jamen, sådan et bryg, det giver et sted mellem 20 og 22 liter. Normalt hælder jeg ikke mine bryg på flasker, fordi det er... Når man har sådan en tyve liter, så skal man jo have 40 halvliters flasker, og dem bliver man altså træt af at gøre rene, så jeg har øllet til at stå på fustager i stedet for,’ siger Per, mens han scroller på sin telefon for at finde et billede af fustagerne.

Det er tydeligt, når Per fortæller om ølbrygningen, at han har fundet en passion. Han er god til det, og hjælperne står i kø, fra hans tre børn til kollegerne og sikkert mange andre.

En stående vending, når man spørger ind til, hvordan Per er som kollega, er, at der altid er kø to steder i afdelingen: Ved clusteret (og inden da ved terminalerne) og ved Pers kontor.

Just Jensen har arbejdet sammen med Per i 48 år, og Per var en af de allerførste, han havde som kollega, og som han snakkede med stort set hver dag i mange år om alle mulige små og store problemer.

’- Jeg blev ansat ved Statens Husdyrbrugsforsøg i 1976 og skulle starte med at bruge computer og alt sådan noget. Jeg vidste ingenting, men Per havde kontor oppe ovenpå, og han var en af dem, der var rigtig god til den slags ting allerede dengang. Og derfor, hver gang jeg havde problemer, så gik jeg op og snakkede med Per. Og det har vi gjort rigtig mange gange siden,’ fortæller Just, og fortsætter:

’- Noget af det første, jeg kan huske, er, at Per brugte Landbohøjskolens lille computercenter, og han boede næsten derovre i flere år i starten, fordi han lavede sin ph.d. med store beregninger på et centralt computeranlæg, og alting blev læst ind med hulkort.’

’- Jeg plejer at sige, at når man kommer og spørger Per om et eller andet, og han er optaget af noget, så kan han godt være en grumpy old man, så der er lige en lille barriere, man skal over. Men når man kommer forbi det, så er han jo en utrolig hjælpsom person, som meget gerne vil hjælpe. Det er et meget vigtigt karaktertræk hos ham,’ understreger Just.

Jan Lassen skrev sin ph.d. med Per som hovedvejleder i starten af 00erne, og han er ret bramfri i sin beskrivelse af Per som kollega:

’- Jeg tror den generelle ting med Per, det er jo, at han redder jo folks røv. Det har han gjort så mange gange. Han har jo været den, man har gået til, altså igennem 90'erne og 00'erne og 10'erne. I dag har han jo så en lidt mere tilbagetrukket rolle, men altså, det er jo helt vildt med de folk, hvor han har både reddet en studerende eller en projektdeltager og en hovedvejleder og en medvejleder. Fordi Per bare har fået tingene til at virke.’

Med et halvt århundredes arbejdsliv bag sig står historierne – og røverhistorierne - i kø. Som da Per efter en verdenskongres i Australien sov over sig efter en festlig aften og ikke nåede flyet til New Zealand og den næste konference. Eller da han som gæsteunderviser i Zimbabwe var inviteret til Sankt Hans-aften hos Wolle Kirk, en dansk farmer, sammen med omkring halvandet hundrede andre skandinaver, og der blev delt højskolesangbøger rundt. Det var også undervejs til Zimbabwe i 1992 at Per mellemlandede i Frankfurt med en kollega fra Zimbabwe midt under EM-finalen mellem Danmark og Tyskland, som Danmark jo vandt, hvor de så resten af kampen på en storskærm i lufthavnen. Pers kollega gjorde alle tyskere omkring dem opmærksom på, at Per er fra Danmark.

Men der er alligevel en historie, som fortjener at blive udfoldet. Og det er historien om, hvordan en buste af N. J. Fjord blev bortført efter en fest i Foulum.

Jan Lassen, der var indblandet i kidnapningen, fortæller:

‘- Historien er jo, at Jette Laursen gik fra at være sekretær i Afdeling for Genetik og Bioteknologi, som QGG hed dengang, til at være sekretær for dekanen, som dengang var Just Jensen. Så da Just Jensen bliver forfremmet fra institutleder til dekan, så bliver Jette så Justs sekretær. Og på det tidspunkt var der en statue af N. J. Fjord nede i afdelingen, som stod inde på Jettes kontor. Og den vælger hun så at tage med op på dekankontoret, hvor hun er sekretær for Just. Det gør man ikke bare sådan lige, uden at der er nogen der opdager det. Blandt andet Per og Morten Kargo og mig. Så vi bortførte N. J. Fjord en dag fra Jettes kontor og gemte ham,’ griner Jan og fortsætter:

‘-Statuen kom med Per Madsen hjem en aften efter en fest, og den blev spændt fast med sikkerhedsselen på passagersædet.’

Her er det nok på sin plads at få Jette Laursens version af sagen, så jeg har været forbi hendes kontor på TECHs dekanat, hvor hun sidder i dag:

’- Jeg startede i Foulum i 1985, og der var Per der jo. Og ham der…,’ siger Jette og peger på busten af N. J. Fjord, der står i et hjørne af hendes kontor, ’- han kom ind i huset med et af de sidste flyttelæs, der kom fra KVL på Frederiksberg. Og bygningsfolkene, betjentene, som vi kaldte dem, de var ved at bære den ind i et arkivrum. Og så tænkte jeg, nej, han skal ned og stå ved mig. Og der stod han egentlig bare, og vi havde meget sjov med den. På et tidspunkt begyndte vi at tage ham med til ph.d.-fester og afslutninger og forskellige ting,’ fortæller Jette og fortsætter:

’Så blev sektorforskningen en del af Aarhus Universitet i 2007. Og året før, tror jeg det var, der var Just Jensen forskningschef i vores afdeling. Vores direktør stoppede, og så søgte Just stillingen og blev direktør. Og der fulgte jeg så med ham og blev sekretær. Så jeg skulle flytte kontor og tog busten med. Og lige pludselig en dag, jeg kom på arbejde, så var N. J. Fjord væk. Han var simpelthen blevet kidnappet. Det gjorde vi rigtig meget ud af,’ griner Jette ved erindringen.

’- Så jeg fik fat i sådan noget bånd, du ved, man sætter op med ’crime scene’ og fik afspærret og søgte jo højt og lavt. Og så fik jeg lige pludselig en mail fra N. J. Fjord. Så der var blevet oprettet en mailkonto i hans navn. Så vi korresponderede frem og tilbage. Der kom jo billeder ind med, hvor han var på ballonfærd over Paris, og han var på windsurfing i Hawaii og alt muligt. Og der kom også nogle billeder, hvor Per havde haft ham med til, jeg tror det var en ph.d.-fest, og han havde ham til at sidde på forsædet i bilen med nissehue på.’

Som Jan Lassen husker det, røg Per i en politirazzia den aften. Per – som ikke havde drukket noget – sad i sin bil med busten af N. J. Fjord ved siden af sig. Så den skulle han jo så have forklaret sig ud af.

Per, hvordan fik du snakket dig ud af den situation?

’- Jeg blev ikke stoppet,’ fortæller Per. ’- Det var en fejring af 2 ph.d.-er i slutningen af november, og vi havde taget N.J. Fjord med til festen. Jeg skulle tage ham med hjem, så iført nissehue blev han placeret på passagersædet i min bil. Da jeg passerede Ørum på vej hjem, så jeg et par betjente stå og snakke med føreren af en bil. For ikke at vække opsigt skyndte jeg mig at tage nissehuen af N. J. Fjord. Jeg blev ikke stoppet.’

Efterfølgende indkaldte Jette kidnapperne til et møde:

’- Og der mødte Jan Lassen op, og Per Madsen, og Morten Kargo, i sorte jakkesæt, sorte sko og solbriller. Jeg havde fået lavet et bord, som jeg havde fået en IT-medarbejder til at hjælpe med. Vi havde stillet tonsvis af skærme op, og der var ledninger og kameraer overalt. Og så havde vi så lavet et skilt, hvor der stod ’skjult kamera’. Det var jo ikke skjult, men det var det, der var det sjove i det. Og så havde vi et møde, og fik udfærdiget en kontrakt, som jo eksisterer den dag i dag. I den der stod der, at N.J. Fjord skulle stå hos dem i Foulum fra 1. oktober og indtil julefrokosten. De fik fikset en piedestal, som han stod på. På det tidspunkt havde man lige bygget om i K21, hvor busten skulle stå, og for enden af gangen var der et stort møderum. Det blev simpelthen døbt N. J. Fjords Palæ, og gangen hen til mødelokalet blev døbt N. J. Fjords Boulevard.’

’- Så gik der lidt ged i det med overholdelsen af kontrakten, men det er jo sådan set lige meget, for den sjove historie er jo lige præcis det der med kontrakten og hele det setup og alt det sjov, der blev lavet ud af det,’ fortæller Jette.

Og i dag står han her på dit kontor i Aarhus?

’- Ja, nu står han her. Det har han gjort længe. Og slipset har han fået i afskedsgave af Brian Bech Nielsen. Inden han blev rektor, var han dekan for det store Science and Technology fakultet. Brian syntes, han skulle have slips på, og så fik han det silkeslips der. Og til jul har han nissehue, julemandsskæg og briller på,’ slutter Jette grinende.

Jan husker også hele sagen som en rigtig god gang spas og løjer: ’- Så forhandlede vi så aftalen, og den blev skrevet under. Den er løbet lidt ud i sandet siden da, men det er sådan noget, Per har grinet af tusind gange. Han syntes det var så sjovt. Det er lige Per.’

På hjemmefronten har Per i øvrigt endnu et 50-års ‘jubilæum’ på vej, men det er en helt anden historie...